insert_pixel_code_here

Der kan også blive for stille

Erhvervsstyrelsen vil reducere støjgener på vestkysten ved at forkorte perioden, hvor sommerhusejere kan udleje deres bolig med seks uger om året!

Det vidner om, at man fra Erhvervsstyrelsens kontorer på Langelinie ikke har fingeren på pulsen omkring udfordringerne i de mindre lokalområder her i Midt- og Vestjylland.

Ro og åbne vidder er helt sikkert et par af kvaliteterne ved vores del af landet, men der kan også blive for stille.

Her i Vestjylland har man med en målrettet indsats i årevis bekæmpet nedlukning af arbejdspladser, fraflytninger og butiksdød.

Et af fokusområderne har været turismen, fordi der med turismen følger liv, vækst og investeringer.

Hvis erhvervsstyrelsens forslag vedtages, vil det betyde et kæmpe tilbageslag for de initiativer, der allerede er sat i værk for handel og for vækst i hele Midt- og Vestjylland.

Man risikerer ganske enkelt at trække tæppet væk under den gode lokale udvikling, da restauranter, butikker, forlystelser og mindre erhverv kommer til at miste betydelig indtjening.

Det er ikke politisk ansvarligt på den måde at spænde ben for de mindre lokalsamfund.

Det her forslag er ikke ordentligt afstemt med virkeligheden, som den ser ud her i Midt- og Vestjylland.

Derfor skal det selvfølgelig ikke gennemføres.


Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds

Debatindlægget er bragt på aoh.dk