insert_pixel_code_here

Vi bliver nød til at forholde os til elefanten i rummet på Kærshovedgård

I sidste uge deltog jeg i høringen om forholdene på udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast. På den høring blev der talt på flere gribende måder, om den fortvivlelse beboerne på Kærshovedgård oplever omkring deres situation.

Det berørte mig dybt at høre, hvordan mennesker ser sig nødsaget til at forlade deres hjemland for ved hjælp af suspekte menneskesmuglere at begive sig ud på tvivlsomme, lange og farefulde rejser over middelhavet, op gennem Europa for til sidst at ende som afvist asylansøger på et udrejsecenter som Kærshovedgård, men uden et ønske om at vende hjem.

”Hvad gør vi så?” spurgte Karen J. Klint fra Socialdemokratiet, som symptomatisk for den generelle danske politik på området flere gange slog ud med armene og efterspurgte ideer til, hvordan vi får løst det problem. På den måde afslørede hun på bedste vis elefanten i rummet på Kærshovedgård og kernen i forhold til de utålelige forhold i og omkring udrejsecenteret – den politiske afmagt.

I bund og grund er Kærshovedgård et udtryk for politisk afmagt. Det er et udtryk for et politisk håb om at problemet med afviste asylsøgere løser sig selv hvis vi gør så lidt som overhovedet muligt. Men politik skal ikke handle om håb, men om handling.

Det klæder aldrig politikere at gøre sig dårlige, heller ikke når det handler om afviste asylansøgere, men når man ikke magter at gøre det, der skal gøres, være præcise i asylbehandlingen og konsekvente og effektive i udvisningen, tyr man desværre til andre mindre skønne kneb. Problemet er bare, at det ikke virker. De utålelige forhold på Kærshovedgård har ikke ført til at flere frivilligt rejser hjem. Tværtimod har det medført at flere afviste asylansøgere i dag er gået under jorden, så vi ikke ved, hvor de befinder sig, derudover har frustrationen på udrejsecenteret forplantet sig til lokalområdet. Vi skal ikke gøre det attraktivt end sige muligt at indrette sit liv på et udrejsecenter, men vi kan heller ikke leve med at de mennesker der opholder sig der, ikke har en dagligdag med indhold og almen adspredelse. Et ophold på et udrejsecenter skal være så kort som muligt – ikke så utåleligt som muligt.

Jeg savner, at man på Christiansborg gør en større indsats for at følge sagsbehandlingen på asylområdet til dørs, i stedet for at parkere mennesker i et uafklaret limbo her i det midtjyske mens, deres sager køres om og om igen. Det kan hverken de afviste asylansøgere eller vort samfund være tjent med.

Vi skal på ingen måder ønske os ud af de konventioner, vi har tilsluttet os på flygtninge området, men vi skal heller ikke acceptere at tolkninger af konventionerne efterlader vore politikere handlingslammede. I længden undergraver det tilliden til konventionerne, og vi risikerer, at de kollapser.

Derfor skal der handling til, hvis vi skal sikre en international orden på flygtningeområdet også i fremtiden. Problemerne, vi står overfor lokalt, skal tages alvorligt. Vi bliver nød til at forholde os til frustrationen på og omkring Kærshovedgård. Vi bliver nød til at samarbejde med de øvrige EU-lande om at få hjemsendelsesaftaler på plads som er troværdige og som fungere i praksis. Vi skal sætte en stopper for menneskesmuglerne og sætte markant ind med hjælp til håndtering af flygtningelejre og en massiv udviklingsbistand i nærområderne.

Der er meget, der skal gøres, for ingen er tjent med forholdene, som de er nu.


Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds